Andersens Kuffert Teater

Hvad Fatter gjør

På scenen står det et stort tørrestativ og en masse tøj. Der kommer et menneske ind på scenen. En lidt løjerlig fyr. Han begynder at tage tøjet af stativet og fortæller hvorfor der et så meget tøj på scenen. Han fortæller hvordan hans søde kone, sendte ham til storbyen med en hest, for at bytte den til noget til hende. Han bytter hesten til en ko, koen til et får og så vidre. Til sidst står han med en sæk med æbler.

Han er hele tiden sikker på at Lisbeth – hans Kone – bliver glad for det nye men mindre værdifulde bytte. Han begynder først at tvivle, da et møde med et fremmed menneske sår tvivl i hans beslutninger. Historien giver indblik i et smukt og sikkert forhold mellen to mennesker, som hoder meget af hinanden. De ved, at intet i denne verden kan ryste deres kærlighed! Selvom luffe - såden hedder ”Fatter” - en gange tvivler på sine egne beslutninger, er han sikker på at Lisbeth - hans kone - støtter hans valg.

Undervejs i historien bliver spørgsmål som: Hvornår er man rig? Hvad har kvinder brug for? Har man brug for 500 kjoler? - Taget op til kærlig børne-tanke-behandling.

Scenografien består af et stort tørrestativ, hvor de forskellige landskaber som Luffe og tilskuerne går igennem hænger.
Luffe bliver spillet af et menneske og resten af figurerne er dukker.

Hans Christian Andersens historie ”Hvad Fatter gjør, er altid det rigtige” danner rammen om historien, som bliver fortalt på en måde, så det unge publikum gør den en del af deres hverdagsliv. I forestillingen blandes fantasi, virkelighed og eventyr sammen og der gøres meget ud af, at respektere børnenes lege univers
Jeg anser det som en kunsterisk nødvendighed at børn møder kunsten tidligt i deres liv. Så har man mulighed for at tage dem ved hånden og forebygge kunstenerisk-berørringeangst. Måske er det også en kunsterisk nødvendighed at give nutidens børn en mulighed for at holde fast i det mellemmenneskelige (analoge), så de ikke helt driver væk i det viatuelle. Man kan måske også se det som en kunsterisk nødvendighed, at skabe en adaption, så de nulevende børn har mulighed for at leve sig ind i den begræbsverden, som Hans Christian Andersen folder ud i sine eventyr.