Andersens Kuffert Teater

Teateravisen 2011

Teatermagi i kufferterne

Henrik Rosenquist Andersen har lavet en sympatisk og publikumsvenlig udgave af H.C. Andersens 'Fyrtøjet'.
Fornøjelig nyfortolkning af 'Fyrtøjet'.

Historien er blevet væk. Og den var ellers så flot. Men så må vi bare få en anden historie i stedet, fortæller skovtrolden, der ligner et ungt og ret charmerende menneske til forveksling, måske lige bortset fra halen.

Han begynder at lære os nogle små troldekunster, og imens har han fundet sin historie, som er den om Fyrtøjet. Og den begynder jo netop ude i en skov. Vupti, dukker der et træ op af en af kufferterne på scenen. De kufferter, der har givet teatret navn. En stribe kufferter af forskellig størrelse og farve, lige til at gemme gode historier i. Og endnu mere vupti kommer Heksen vippende op, mens den søde fortæller-troldefyr erstatter Soldaten. Og så er eventyret om Fyrtøjet, de tre hunde, Heksen og Prinsessen minsandten i fuld gang.

Med fine billeder, der alle fødes op af kufferterne på scenen, fortæller Henrik Rosenquist Andersen det klassiske eventyr med masser af sjove pointer og nye fortolkninger. Han har således droppet soldaten og ladet det være en trold, ham selv, der oplever eventyret med fyrtøjet og hundene.

Han har også taget de mest brutale Andersen-elementer ud, blandt andet Heksens afhuggede hoved, og erstattet dem med noget mere troldehyggeligt.

Er det så stadig Andersen? Ja, det vil jeg mene, og det fungerer i sammenhængen uproblematisk for de helt små børn, der nok synes, at det er sjovere med en trold end med en soldat.

God scene-energi

Samtidig har Henrik Rosenquist Andersen masser af god energi på scenen uden at virke overstyret, han kommunikerer ubesværet og skægt med børnene, og er god til at gribe de spontane bemærkninger, der kommer undervejs.

Og så virker unge Andersen som et uhyre sympatisk bekendtskab, fuld af umiddelbar fortælleglæde, lige som afviklingen af forestillingen fungerer upåklageligt, også selv om der er mange ting at holde styr på undervejs. Blandt andet en sjov sekvens med tal-skilte, når trolden skal finde pengene i de tre skatkister under hundene.

Og at det fungerer, ses klart af, at ikke en eneste af de små tilskuere protesterede, selv om det hver gang var den samme dør, den samme kiste og den samme størrelse hund, der bare havde fået nye øjne i al diskretion nede bag kufferterne.

Undervejs leges der med illusionen, når skomagerdrengen for eksempel ikke kan kaste fyrtøjet helt op i fængselstårnet, og trolden så bare gør tårnet lavere, helt ned til én meter. For så kan alle være med, også små drenge!

Det er en forestilling, der tydeligvis fryder de små og som sendte mig ud af teatersalen med smil i øjnene.

Af: Henrik Lyding
Teateravisen 2011